En med naturen

Udtrykket "Tree hugger", der er et skridt fremad.…

🕑 12 minutter minutter Supernatural Historier

Der var engang en pige ved navn Lauren, hun passede alle planter og dyr. Hun kunne ikke få sig selv til at tænke på, at dyrene blev fanget i bure, tortureret og derefter slagtet uden at kende livets glæder. Derfor tog hun beslutningen om at blive veganer.

En dag sad Lauren i sin have og passede sin veninde hvidløget. Hun havde dyrket alle sine planter fra frø, derfor tænkte hun på alle planterne som sine børn. Mens hun vandede sine hvidløg, bevægede der sig noget i buskene ved siden af ​​hende, der fangede hendes blik.

Hun vidste ikke, om hun skulle gå og tjekke det ud eller ej. "Åh nej, hvad nu hvis det er noget, der vil æde mine babyer?" Lauren rejste sig derefter og gik hen til buskene. Noget hvidt styrtede ud af syne. Lauren fortsatte ind i buskene, hvor hun var omgivet af en overflod af træer.

Ud af øjenkrogen så hun noget, der chokerede hende. Der sad et fældet træ og rådnede uden at blive brugt til noget. Lauren faldt på knæ, og tårerne begyndte at falde ned af hendes kinder. "Hvorfor skulle nogen gøre dette? Forstår de ikke, at vi har brug for træer for at leve?" Lauren kom ind i en bold på jorden.

"Mennesker er modbydelige ting." Hun sad der og hulkede længe. Pludselig mærkede Lauren noget, der kildede i hendes ansigt. Lauren åbnede øjnene for at se Ivy-grene danse i vinden. Grenene viklede sig om Laurens arm og trak i hende, hvor hendes ryg var på det væltede træ.

"Hvad helvede?" Lauren skreg og forsøgte at trække sig væk fra bladene. Hun begyndte at flippe ud, da hendes angst voksede. "Rolig barn, ingen er her for at såre dig." En dyb, raspende stemme fyldte hendes hoved.

Lauren så sig omkring. "Hvem der?". "Det er bare mig og de andre." "Andre?". "Ja, de andre organismer og jeg ville gerne takke dig for al din venlighed over for vores slags.

Det er ikke normalt, vi ser et menneske med sådan medfølelse for naturen. Især en rådden gammel træstamme som mig selv." Vedbenden løsnede sit greb om Lauren. "Du er træet, der blev væltet? Hvordan taler du uden mund?". "Dine følelser for mig satte dig på et andet bølgeled end normale mennesker, så du kan forstå os nu." Lauren kløede sig i hovedet "Herre, det er meget at tage i, og jeg tror ikke, jeg rigtig forstår det." "Jeg er ked af, at jeg forvirrede dig, alt hvad du behøver at forstå er, at vi alle kan tale med dig nu." Træets stemme begyndte at falme ind i et hosteanfald.

"Hej wilikers, bliver du okay?". "Jeg tror ikke, jeg kan holde ud meget længere. Min livskraft forsvinder langsomt." Træet begyndte at hoste hårdt.

"Er der noget, jeg kan gøre for dig? Jeg vil ikke have, at du har ondt." "Jeg tror ikke, at du alligevel kan hjælpe barnet. Min energi er næsten væk." De sad der i stilhed et stykke tid "Jeg ville ønske, jeg kunne give dig noget af min energi…". "Ville du virkelig være villig til at gøre det?".

"Ja, men jeg ved ikke, hvordan jeg kan". "Jeg kender en måde, men jeg skal sikre mig, at jeg har dit samtykke." "Mister, hvis det vil lade dig leve, kan du gøre hvad som helst." Så snart hun fik den sidste sætning ud af munden, blev hun rykket af vedbendgrenene til det sted, hvor Lauren hang i luften. "Åh…Mister hvad laver du? Det gør ondt." "Det vil være okay, jeg lover at være så blid, som jeg kan." Vedbendgrenene løftede Laurens sweatshirt over hendes hoved. "Mister!" Lauren råbte, da hun gik i seng.

"Shhh rolig." Vedbendgrenene fortsatte med at klæde Lauren af, indtil hun kun var tilbage i sin bh og trusser. Da hendes bh var fjernet, hoppede hendes bryster i citronstørrelse, da de genvandt deres frihed. "De er så smukke." Grenen gned hendes brystvorte forsigtigt, så den blev oprejst. Det blev ved med at drille hendes bryster, indtil støn begynder at flygte fra Laurens læber.

"Mister, vent… jeg har aldrig… rørt ved mig selv… Jeg forstår ikke, hvad disse fornemmelser er." "Det er okay, vi lærer dig det." Lauren mærkede noget røre ved hendes mave, hun kiggede ned og så træets grene gå ind mellem hendes ben. Laurens krop reagerede af sig selv, og hun strammede sine ben sammen. "Vente… Jeg ville give min mand min første gang, da vi blev gift… Jeg lovede min far, at jeg ville." "Jeg er ked af det. Dette er den eneste måde, jeg kan komme i tanke om, som vil overføre din energi til mig… Vil du have, at jeg stopper?".

Lauren kiggede trist ned. "Nå, hvis du stopper, dør du ikke?". "Jeg sandsynligvis vil begge veje.

Jeg ville bare ikke dø uden at prøve." Træets stemme forsvandt og lød trist. Lauren tog en dyb indånding. "Hvis du tror, ​​det vil holde dig i live, så kan du gøre hvad som helst." hun slappede langsomt af i benene og åbnede dem en smule. Træet flyttede sine grene længere mellem Laurens ben og rørte ved hendes lyserøde knop.

Lauren kastede hovedet tilbage, da glædeschok skød gennem hendes krop. Træet gned hendes uberørte menige i cirkler med det ru grene, hvilket fik Lauren til konstant at hop. "Mister, der kildrer." Træet klukkede "Det beviser bare, hvor ren du er." Det begyndte at gnide hurtigere, og vedbendgrenene famlede let om Laurens bryster.

Langsomt blev Laurens akavede støn til lystne støn. "Lyder som du" begynder at føle sig godt igen." Lauren seng. "Jeg… ved ikke, om jeg har det godt… Min… nedenunder… føles varmt." "Det er godt. Det betyder, at vi gør et godt stykke arbejde." Træet blev mere kraftfuldt, da det gnider. Vedbendgrenene rykkede på Laurens lyserøde brystvorter, hvilket fik hende til at råbe højt.

Hendes brune silkebløde hår hang i hendes ansigt, mens hun bøjede hovedet. "M- min krop bliver varmere… Jeg føler, at noget er ved at komme…" Da planterne hørte dette, begyndte de at gnide hårdere. Lauren lukkede øjnene tæt, da en fornøjelse, hun aldrig før havde følt, overtog hendes krop. Hendes krop rystede hårdt, da hun oplevede sin første orgasme. Som hendes krop lagde sig ned Laurens øjne blev slynget over.

"Hvad… var… det?". "Det var en orgasme… Noget, som vi af naturen ikke kan få." Lauren forsøgte at berolige hendes vejrtrækning da træet bevægede sig til Laurens fugtige læber. Træets gren begyndte at suge ind i Laurens overfyldte kærlighedssaft, hvilket fik træet til at udvide sig. Da grenen var gennemblødt nok, begyndte den at trænge ind i Laurens jomfruelige hul. Hun begyndte at klemme sine hænder ind i en knytnæve." Det gør virkelig ondt." Hun rystede sammen.

"Slap af… dette er for at forberede dig, så du ikke har uudholdelige smerter. Jeg har prøvet at gøre dette så smertefrit som muligt." Træet begyndte at flytte sin gren ind og ud af Lauren. Grenens ruhed forsvandt, da træet sugede Laurens kærlighed til sig.

Det begyndte langsomt at bevæge sig hurtigere, efterhånden som Lauren fik vådere. Snart blev smerten, der engang havde fyldt Laurens hul, erstattet med glæde. Laurens saft begyndte langsomt at dryppe ud på træets stamme.

Lauren begyndte at stønne højlydt, da træets gren blev glat og bevægede sig jævnt ind og ud af hende. "Din Stemmen er så smuk." Sagde træet, da det begyndte at fingre hende hårdere. "Stemme? Jeg siger ikke noget." "Nej, men du stønner, og det lyder smukt." Lauren seng lyse rød. Træet trak sig tilbage fra hendes menige, da vedbendgrenene svigtede Lauren. Som Lauren var placeret på træets stamme kunne hun mærke en pøl af kærlighedssaft under sig.

Den kolde fornemmelse holdt Lauren vækket. Pludselig havde Lauren en stor svamp, der var fastgjort til bagagerummet, der prikkede på hendes læber. Den var mindst en fod lang og tre tommer bred. Den havde en brun spids og hvid bund. Lauren foldede sine øjenbryn.

"Hvad laver du?". "Jeg har brug for, at du slikker den. Dette er det tætteste, jeg har på en penis." Lauren vendte hovedet en vej. "Det er meget beskidt, og hvad nu hvis det er en giftig svamp?". "Tror du virkelig, jeg ville få dig til at putte noget i munden, der ville dræbe dig? Plus du skal få det vådt, ellers passer det aldrig." "Fin…" Svampen rykkede, da Lauren så på den.

Hun tog en dyb indånding og rørte tungen til spidsen. Svampen svulmede, da hun begyndte at slikke den som en slikkepind. Træet gav et støn.

"Det føles godt." "Hvad skal jeg ellers gøre?". "Snurr din tunge og tag fat i basen, mens du gør." Lauren gjorde, som træet sagde. Hendes tunge lavede høje slurrende lyde, da hun kom mere ind i det. Hun kunne altid lide smagen af ​​rå svampe. Da Lauren fik det godt, begyndte hun at sutte på spidsen.

Træet stønnede højlydt. "Det føles så godt. Du er naturlig til det her. Sug det dybere".

Lauren forsøgte at gøre, hvad træet bad om, men da Lauren lagde spidsen forbi hendes tunge, begyndte hun at kneble. "Slap af i halsen. Den går aldrig ind, hvis du er så stram." Hun nikkede og slappede af i halsen, da hun begyndte at putte svampen dybt i halsen.

Hun fik halvdelen af ​​medlemmet ind i munden. Lauren mærkede, at noget greb om hendes hår og begyndte langsomt at bevæge hendes hoved op og ned. Først kneblede Lauren, hvilket fik tårerne til at komme i øjnene, men hun huskede at være afslappet.

Snart blev tempoet hurtigere og hårdere, hvilket fik tårerne til at trille ned ad Laurens kinder. Hun gjorde små støn, da hendes mund blev kneppet af svampen. Da svampen var gennemblødt i hendes spyt, blev hun løftet op og placeret, hvor svampen var lige uden for hendes fisse. Laurens øjne blev store. "Jeg tror ikke, det passer…".

"Bare slap af. Tænk ikke på størrelsen, du vil kun bekymre dig selv mere end du behøver. Nu går jeg stille og roligt ind, vær venlig at tåle smerten et lille stykke tid." Det sagde træet, da Lauren blev sænket ned i det. Lauren lukkede øjnene, da svampen kom ind i hendes jomfruelige hul. Tårerne begyndte at strømme en jævn strøm, da hun mærkede, at hun blev afblomstret.

En blodpøl opsamlet i bunden af ​​svampen. "Min mødom gør virkelig ondt…" Træet bevægede sig ikke, før Lauren holdt op med at græde. "Det er okay… du kan fortsætte…" sagde Lauren rystende. Træet begyndte at bevæge sig langsomt og blidt. "Tak, fordi du lod mig afblomstre dig.

Jeg lover, jeg vil ikke lade det gå til spilde." Træet begyndte at bevæge sig hurtigere, da det kneppede Lauren. Hun stønnede af smerte, da svampen ramte indgangen til hendes livmoder. "Du har det så godt indeni, så varm og blød." Vedbendgrenene begyndte at bevæge Lauren vildt, da hendes menige blev våde. Lauren begyndte at mærke en varm følelse dybt inde i hende, og den bredte sig.

"Vent…vent… Du har gjort alt arbejdet indtil nu. Jeg vil prøve at gøre det selv." Vedbendbladene svigter Lauren forsigtigt og får hele træets lem til at gå dybt ind i hende og kysse hendes livmoder. Lauren skubbede ned på bagagerummet og trak svampen ud af hende. Hun begyndte at ride på svampen langsomt og prøvede at vænne sig til rytmen.

Snart begyndte hun at bevæge sine hofter i en stabil rytme. Hun fandt ud af, at jo hurtigere hun gik, jo bedre havde hun det. Hun begyndte at bevæge sig så hurtigt hun kunne. "D-nede føles så varmt… Jeg tror, ​​jeg kommer til at smelte." Lauren stønnede højt.

"Somethin' comin again" Lauren lagde hovedet bagover, da fornøjelsen fyldte hele hendes krop med stød af elektricitet. Hun lukkede øjnene, da hendes orgasme rystede igennem hende. Hun faldt ned på maven og lagde hovedet på stammen. Efter hendes vejrtrækning blev normal satte hun sig op. "Hvordan har du det nu, hjalp jeg dig?…" Træet forblev stille et stykke tid.

"Mister træ?" Lauren chok træet. Efter lang tid svarede træet endelig tilbage. "Undskyld…." Træets stemme var ved at forsvinde. "Det ser ikke ud til, at det virkede… Jeg har mistet al min energi…". "Ingen!" Lauren råbte.

"Du kan ikke dø! Ikke efter denne fantastiske ting, vi har gjort…" Lauren begyndte at græde. "Hvordan går jeg tilbage med at leve med de modbydelige mennesker, der gjorde det her mod dig?" Lauren lagde hende på bagagerummet. "Elsker du virkelig naturen så meget?".

"Det gør jeg. Naturen forårsager ikke smerte og ødelæggelse." "Nå… selvom du ikke kunne give din energi til mig, kan jeg stadig give min til dig… Hvis du bare bliver her, indtil jeg går forbi, så lover jeg. Du skal aldrig være væk fra naturen igen." Lauren nikkede, mens hun lukkede øjnene og faldt i søvn. Da hun vågnede, var træet dødt. Da hun begyndte at græde, lagde hun mærke til, at hendes hænder lignede bark.

Så indså hun, hvad hendes elsker havde fortalt hende. I det sidste øjeblik havde træet givet sin livskraft til Lauren, som infunderede i hende og fik hende til at blive den ene ting, hun elskede mest. Hun var blevet en plante. Hun var blevet ét med naturen. Fra den dag af beskyttede hun skovens væsner mod mennesker, hun var endelig virkelig glad.

Al hendes angst og stress var forsvundet. En gang om året i skoven omkring hendes gamle hus, hvor hun havde boet som menneske, kan man høre en ung kvindes gråd flyde i vinden.

Lignende historier