Engang, i et land langt væk fra disse kolde nordlige himmelstrøg, gik to smukke unge mænd ad en varm og støvet vej, hånd i hånd, som det var skik i det land. De havde været meget nære venner fra barndommen, og havde besluttet, at de, inden de gik i gang med det voksne liv med arbejde og ægteskab, gerne ville udforske noget af verden uden for deres hjemlands snævre rammer. Det var en meget varm dag, på selve højden af sommeren, og solen brændte højt over zenit, en glødende hvid skive på en himmel med farven af poleret kobber.
Selve luften syntes at flimre i varmen, klamrede sig til kroppen af alt, hvad der bevægede sig, og inspirerede følelser af træthed hos mennesker og dyr. Markerne på begge sider af vejen var udtørrede og brune, og bladene hang slapt på træerne eller i små driver af gult og okkergult, hvor de var faldet. Udover de to unge mænd rørte der sig intet i landskabet, og selv insekterne var faldet stille og tavse. Disse venner var.