Fawn var en dejlig asiatisk pige på tyve. Hun blev opkaldt efter det samme dyr, som hendes mor engang så på sine tidligere rejser i Vesten, og måske havde moderen, der navngav den seriøse-øjede pige, en forudanelse om, hvordan hendes datters stilhed og hendes slanke skønhed ville udvikle sig gennem hendes teenage flere år. Hun voksede så sandelig til at ligne en fawn og havde dåøjne og et lille, udsøgt formstøbt ansigt sammen med lange lemmer. Fawn var rastløs for livet til at begynde og blev kvalt af skolers daglige grin, og klasser, smålighed og generel træthed af at have med at gøre med undervisere, embedsmænd og bureaukrater. Hun hadede endda kollegiets grunde, selvom de var sat i overdådig skala midt i byen.
Måske følte hun sig bare død i sine sanser på grund af det konstante angreb fra det moderne byliv, der fik hende til at ville flygte. Fawn længtes efter at slippe fri, og besluttede derfor at tage på en længere tur alene for at kommunikere med.