Sådan en simpel ting, næsten uden varsel. Jeg så mine briller ligge på bordet. Mine tanker vandrede til, hvordan de altid var der, mens vi udvekslede vores ord.
Tusindvis, hundredtusindvis af ord. De første, foreløbige, flirtende ord i et chatrum. De lethjertede drillerier via e-mail. Den voksende frekvens af "sorte kasser". De mange, mange påkaldelser af "vores værelse", hvor vi byggede vores univers.
Den voksende iver for hinanden strømmer gennem disse kanaler. "Vi var der for alle", minder mine briller mig, mens de hviler, ubevægelige. De så både hverdagsagtige og livsændrende begivenheder. De så tårer på begge sider af deres linser. De så latter og smil.
De så kærligheden blomstre og vokse. Så så de det slutte. Når jeg ser på mine briller nu, undrer jeg mig: hvorfor er de ikke i stykker - som mit hjerte er.