Annies smil

Annies smil Jeg husker, at hendes hår skinnede som guld, lyst og skinnende som solen, der glødede på bølgerne, hvor hun stod nøgen, og det syntes mig, at det var hendes smil, der lysede op stranden den dag. Og ja, jeg ved, at jeg ikke ejer hende, men jeg ejede det øjeblik, og i det øjeblik var hendes smil mit. Hun smilede til mig. Ikke for de fremmede på sandet, men kun for mig.

Det var nok, at hendes smil var mit. Bølgerne, der hviskede mod hendes lår, kunne have misundt mig det. Det var ikke hendes krop, jeg mente at hamstre, men det ene smil, det enestående øjeblik for evigt. Bølgerne vil overleve min misundelse, og sandet min forargelse over årstidernes hast. December vil dække alle juli drømme i rim, og mens jeg venter på foråret, vil Annie stå ved havets kant for evigt.

Lignende historier