Thrill of the Chase

Det havde hun ikke tænkt sig, ordene gled bare ud... "Åh wow! Du er fantastisk!"…

🕑 15 minutter minutter lesbisk Historier

Marianne var spændt, mere spændt end hun nogensinde havde været i hele sit liv! En midaldrende husmor, der var blevet hjemme, opfostrede hun sin familie på den bedste måde, hun kunne. Hendes mand, en revisor, havde arbejdet hårdt for at tjene dem alle sammen, og tjente lige nok til, at hun ikke behøvede at arbejde selv og sørge for dem en behagelig tilværelse. Når børnene var i skole, gjorde hun rent i huset, vaskede tøj, lavede aftensmad. Faktisk gør alle de ting, som en pligtopfyldende kone burde gøre. Åh, fatte ikke, at hun kedede sig.

Det var hun bestemt ikke. Faktisk var hun mere end tilfreds med sit liv, men hun havde en passion: hun elskede quizzer. Når hun havde tid om eftermiddagen, så hun enhver quiz, der blev sendt på tv, og som årene gik, opbyggede hun, hvad hun troede var en betydelig generel viden.

Børnene voksede og en efter en fløj reden og efterlod hende mere tid. Så nu, som 49 år gammel, fandt hun ud af, at hun gjorde noget, hun altid havde drømt om… Hun var deltager i et tv-quizprogram! Formatet på dette særlige show var, at hver af fire deltagere fik et minut til at svare på så mange spørgsmål som muligt, før de gik ind mod hinanden med en hjerne. Hun var den sidste af de fire og havde med succes sikret sig fem tusinde pund for at føje til den samlede præmie. Af de tre foregående var den første, en mand, blevet slået og elimineret fra spillet, den anden, en kvinde, som Marianne fandt ret fascinerende og så helt anderledes ud end hende selv, havde sikret sig syv tusinde pund, og den tredje, en anden kvinde, var blevet elimineret. Marianne summede af begejstring nu.

Hun havde ikke regnet med at klare sig så godt, som hun havde gjort, og nu stod hun her ved siden af ​​denne yngre kvinde og forberedte sig til anden og sidste del af konkurrencen og… hun havde en god chance for at tage seks tusinde pund med hjem til sin mand! Hendes holdkammerat hed Chloe og var en skarp kontrast til Marianne. Hun var høj med farvet sølvhår kæmmet bagud med en let pust og barberet i siderne. Det komplementerede hendes isblå øjne.

Marianne syntes, hun var ret maskulin for en kvinde, der så ud til at være omkring de tredive, hvorimod hun selv var en lignende højde, men havde langt, brunt, bølget hår, mørkebrune øjne, og selv om det var en lille smule overvægtig, klædte hun sig ret konservativt i en kjole, der strakte sig ud fra taljen og en kort cardigan med knapper. Intet af det betød dog noget nu, for i de næste to minutter skulle de to besvare så mange spørgsmål mellem dem, som de overhovedet kunne. "Din tid begynder… nu!". Spørgsmålene kom tykt og hurtigt til dem, det ene efter det andet, ingen tid til at tænke.

Selvom Marianne selv kendte mange af svarene, var hendes holdkammerat så hurtig, at hun faktisk kun nåede at svare tre. Som brummeren lød for i slutningen af ​​runden vendte hun sig mod den unge kvinde ved siden af ​​hende, og selvom hun ikke havde tænkt sig det, gled ordene bare ud: "Åh wow! Du er fantastisk!". Denne kvinde havde næsten egenhændigt skubbet scoren til nitten point! Den butch, sølvhårede kvinde kiggede bare på hende og smilede, og pludselig, da deres øjne mødtes, mærkede Marianne en mærkelig kværn i pitten af sin mave. Hun slugte, før hun vendte sig tilbage for at se compren. Alt, hvad de skulle gøre nu, var at stå og se på, mens hjernen havde lige to minutter til at besvare så mange spørgsmål, som han kunne.

Sekunderne tælles ned. "Korrekt. Hvad er…" sammenligneren stillede det næste spørgsmål. Tyve sekunder! "Korrekt. Hvem er…".

Ti sekunder! Mariannes ben gjorde ondt, og hendes hjerte hamrede, holdt næsten vejret hele tiden. To sekunder! "Korrekt!". Der var ikke flere spørgsmål.

Spillet var slut, og hun og Chloe skulle tomhændet hjem! Af en eller anden mærkelig grund, selvom hun ikke havde vundet, var Marianne begejstret. For første gang i sit liv havde hun gjort noget for sig selv og kom inden for blot to sekunder fra succes, så hun kunne virkelig' Tilbage i det grønne rum var der hilsner og lykønskninger for at komme så tæt på, men hun hørte dem knap, hendes sind var stadig for fuld af spænding til virkelig at tage det hele ind. Pludselig sprang hun, da hun mærkede en hånd på hendes underarm.

Det var Chloe. "Det var tæt på, var det ikke?" sagde hun. "Er du skuffet?". Marianne rystede på hovedet.

"Åh gud, nej!" udbrød hun. "Det var fantastisk, og du… du var utrolig!". Chloe smilede. "Det var vi begge," sagde hun indforstået med et skarpt nik med hovedet og så forsigtigt på Marianne. "Skal du direkte hjem?" hun spurgte.

"Jeg tænkte på, at vi måske kunne dele en hurtig drink for at fejre vores… ja, måske ikke succes, men du ved.". Marianne følte det, som om hun svævede. "Det vil jeg gerne," sagde hun efter et øjebliks pause. De havde været i studiet hele eftermiddagen, og da de gik, var klokken næsten syv.

Marianne anede ikke, hvad hun skulle sige, mens de slentrede i aftenluften, men efter et øjeblik eller to stoppede Chloe pludselig. "Jeg indså lige," sagde hun og vendte sig pludselig mod Marianne, "vi har ikke spist endnu! Er du sulten?". Marianne tænkte sig godt om. Der var blevet sørget for snacks, men hun havde ikke fået ordentlig mad siden morgenmaden derhjemme den morgen.

"Hmm, ja, det er jeg faktisk," sagde hun. "Fint! Jeg kender et sted i nærheden, hvis du gerne vil…?". "Ja, okay," svarede Marianne. "Før videre.".

De drejede om hjørnet for enden af ​​blokken, og Chloe førte hende ind i en bar et par døre langs. Det var et ret travlt sted, men Chloe formåede at finde et lille bord til dem to i et hjørne væk fra det almindelige larm. De sad der resten af ​​aftenen og sludrede. "Du har en fantastisk viden," sagde Marianne.

"Du var også så hurtig!". "Jeg nyder bare quizzer," svarede Chloe. "Jeg kan godt lide at se dem, men jeg kan også godt lide at konkurrere i pub-quizzer, når jeg kan." "Det har jeg aldrig gjort," sagde Marianne til hende. "Hvordan kommer du ind i dem?". Timerne gik, og pludselig kiggede Chloe på sit ur.

"Åh gud!" sagde hun indtrængende. "Se på tiden. Jeg har holdt dig så længe. Har du langt til at komme hjem?".

"Ikke rigtig," svarede Marianne. "Bristol. Kun en og tre kvarter i toget.". Hun kiggede på sit eget ur.

Fem over elleve! "Åh Crikey, den sidste er om femogtyve minutter fra Paddington. Jeg må hellere skynde mig!". "Åh, Marianne! Jeg er så ked af det! Du når det ikke!".

"Ah jamen, ligegyldigt," sukkede Marianne og grinede så. "Jeg ville alligevel ikke hjem i aften. Jeg har det for sjovt.

Jeg finder et hotel." Chloe så på hende et øjeblik. "Se, jeg er ked af det. Det var min skyld, at du savner dit tog. Jeg har et ledigt værelse, og du er velkommen til at overnatte… hvis du har lyst, altså." "Åh nej! Det var slet ikke din skyld.

Jeg er ret stor nok og grim nok til at passe på mig selv." "Nej, ærligt talt, det gider jeg ikke. Sengen er allerede redt op, så det er ingen bøvl, og Marianne…". Marianne kiggede på hende og ventede. "Du er ikke grim." Marianne fnisede, lidt som en skolepige, tænkte hun. Så var det afgjort, og sammen gik de tilbage til Chloes lejlighed.

Det var en fin lejlighed, moderne og lys men i en gammel bygning, så der var indbygget rester af gammelt murværk og bærebjælker. Chloe tog hende direkte til hendes værelse. Det var lille, men hyggeligt med en enkeltseng i hjørnet og et lille klædeskab og toiletbord. Der var egentlig ikke ret meget plads til andet.

Det vigtige var, at det duftede frisk og rent. Da Chloe foldede dynen og lagenet tilbage, så hun, at den var pletfri og, i modsætning til hendes eget sengetøj, strøget! "Jeg har en ekstra, ny tandbørste, du kan få. Jeg sætter den på badeværelset til dig." Marianne smilede.

"Tak," svarede hun. "Du er meget venlig.". Chloe lod hende være alene dengang, og hun gik over gangen til badeværelset og rensede sine tænder med den nye børste, som Chloe havde udeladt til hende. Så vendte hun tilbage til sit værelse, hvor hun begyndte at forberede sig på en usikker nattesøvn.

Hun fløj stadig så højt efter dagens begivenheder, men hun var heller ikke vant til at sove alene på ukendte steder. Det var trods alt første gang, siden hun giftede sig med Arthur, at hun nogensinde havde været væk alene. Langsomt gled hun den lille cardigan af og hængte den på en bøjle i klædeskabet, og så rakte hun bag sig og trak lynlåsen ned bagpå kjolen. En slæb, så en anden, lidt længere og så til sidst en tredje, som trak fastgørelsen helt ned til enden.

Hun trak sine skuldre ud fra stoffet og lod ærmerne glide ned af hendes arme, hvilket gjorde det muligt for hele tøjet at falde til gulvet og samle sig om hendes ankler. Hun trådte ud af den, rystede den lige og hængte den ved siden af ​​sin cardigan. Som hun havde gjort det tusindvis af gange før og uden en tanke, smuttede hun fingrene ind i linningen på sine strømpebukser og trak dem ned over lårene, satte sig på stolen ved toiletbordet for at trække dem over sine fødder og stoppede så. Hun tænkte sig om et øjeblik. Hmm, hvor skal de placeres? Til sidst satte hun dem også på en bøjle og hængte dem ved siden af ​​sin kjole.

Fra øjenkrogen fik hun øje på sig selv i garderobedørens lange spejl, og hun holdt en pause for at se på sig selv. Hun studerede billedet et stykke tid og mente, at årene ikke havde været for uvenlige mod hende. Hun var ikke ligefrem tyk, men hun havde aldrig trænet, så hendes kød var dejligt blødt og afrundet. Hun kiggede på sine bryster, holdt fanget i den store, hvide blonde-bh med fuld skål og rakte bag sig for at frigøre fastgørelserne for at lade den falde til gulvet. Hendes rigelige bryster var stadig pænt afrundede og faste, selvom de var lidt tunge, og hun lagde mærke til, at hendes brystvorter stod lidt stolte fra hendes lyserøde areolae.

Resultatet, besluttede hun, af den utrolige dag, hun havde haft. Pludselig var der et kort tryk på hendes dør, og uden varsel gik den op, og Chloe stod der, forbløffet. Marianne vendte sig mod hende og dækkede sig straks til med armene, men sagde ingenting. "Åh gud, jeg er ked af det!" Chloe sagde langsomt: "Jeg troede, du ville være i seng." Marianne kunne ikke tale, men stod der og brølede rasende, da denne yngre kvinde stirrede på hende.

"Jeg, øhm, jeg tog noget kaffe med. Jeg tænkte at… For fanden, Marianne, du er fantastisk!". Marianne seng endnu rødere. Ingen havde nogensinde sagt det om hende før, hverken mand eller kvinde.

Chloe stillede kaffekruset på toiletbordet, så tæt på, at Marianne kunne mærke hendes varme ånde på sit kølige kød og så… så gjorde hun noget, der overraskede selv hende selv. Hun lod armene slappe af og falde til siden, smerteligt opmærksom på, at hendes brystvorter nu strakte sig udad. Chloe holdt en pause med hendes hånd stadig omkring kruset på toiletbordet. Hun vendte hovedet til siden, lige i niveau med Mariannes bryst og slap det pludselig og rejste sig. "Jeg burde gå," sagde hun, men gjorde det ikke.

Marianne sagde intet, men stod fastfrosset, hendes ansigt brændte og hendes bryster gjorde ondt. Hendes mave svirrede på en måde, hun aldrig havde oplevet før, og hun vidste ikke, hvad hun skulle gøre. Chloe trådte frem og kyssede forsigtigt Mariannes læber. Hun var aldrig blevet kysset på denne måde før og helt sikkert ikke af en kvinde, men hun svarede og gav kysset tilbage og skilte læberne lidt ad på en måde, så den yngre kvinde ikke var i tvivl om, at det var det, hun ville.

Chloes læber pressede sig mere fast mod hendes, og hun åbnede munden for at lade hendes tunge kærtegne de andres læber og tænder. Hun lod sin hånd glide rundt om baghovedet på de andre, mærkede de korte skægstubbe-lignende hår under de længere sølvstrå, og hun trak hende tættere på og udforskede sin mund. Deres tunger dansede en vals sammen, og spyt blandede sig og fugtede deres læber. Forsigtigt vendte Chloe hende og sænkede hende langsomt ned i sengen, hele tiden udforskede hendes tunge Mariannes mund, hendes ansigt, hendes hals, og hun kunne mærke fingrene kærtegne hendes rigelige bryster, ælte dem og strøg dem. Marianne havde ingen tanker nu.

Hendes krop skreg af glæde, musklerne trak sig sammen og snurrede, og mellem hendes ben, en varme, hun ikke havde oplevet i mange år. Hun begyndte at lave lyde, spindede i starten, lyde, der udgik fra dybt inde i hende, ukontrolleret. Hun mærkede varme læber omslutte hendes overfyldte brystvorter, først den ene og så den anden, skiftede mellem dem, rykkede og bide, mens varme fingre blev presset ind i det bløde smertende væv. Mariannes sind var sløret. Alle hendes tanker var blandet sammen i én sydende følelse af ren glæde, som centrerede sig lige under hendes mave, et område, der var blevet ultrafølsomt og så varmt, at hun ikke kunne holde sig stille, og hendes hofter vred sig utilsigtet.

Chloes varme tunge begyndte at lave et spor, slikkede og kyssede nedad, tættere og tættere på det sted, hvorfra hun blev styret. Hun stoppede kun et øjeblik, kørte sin tunge langsomt rundt om den bløde fordybning af navlen og svirrede ind en, to gange, hvorved hun stoppede, hvilket fik Mariannes mave til at kilde og rykke. Længere nede mærkede hun fugten stige inden i hende og troede i et splitsekund, at hun havde tisset sig, mens væden sivede ind i skridtet på de store hvide trusser, hun stadig havde på. Hun var så tæt på nu, men hun kunne ikke komme endnu, ikke nu, ikke så hurtigt, og hun knugede sine lårmuskler stramt sammen, indtil den desperate trang til frigivelse havde holdt sig lidt.

Chloe så ud til at vide, hvad Marianne følte, og holdt en pause et øjeblik, tilfreds med at placere små sommerfuglekys rundt om Mariannes bløde mave og derefter langs linjen, hvis hendes buksers høje linning. Marianne protesterede ikke, da hun mærkede Chloes fingre glide under elastikken, faktisk løftede hun hofterne, mens den tynde bomuld gled langsomt over hendes balder, og Chloes tunge fulgte den ind i de tykke brune krøller, der dækkede hendes mest private steder, en sted, som kun var blevet set af hendes mand og hendes jordemoder. Det bløde bomuldsstof sad fast et øjeblik, før det afslørede hendes fugtighed, og uden at holde en pause skubbede Chloe dem ned af hendes ben og lod dem glide ned på gulvet. Marianne gispede højlydt, da hun mærkede de første foreløbige bevægelser af Chloes tunge forsigtigt skille hendes skamlæber og børste med vilje over hendes nu utroligt følsomme klitoris. Hun knurrede nu.

Spindene var blevet til mave, og nu hvor hun kæmpede for at holde sig, kunne hun ikke dy sig. "Aahhh…". Skriget var højt, og det var på grund af Chloes tunge, der pressede ind i hendes våde indgang, der gjorde det umuligt at stoppe. Hun kunne ikke holde ud længere, mens bølge efter bølge af tæsk, vidunderlig ekstase strømmede gennem hele hendes væsen.

Hendes hænder greb om sengetøjet som en skruestik, og hendes ryg krummede sig, mens hun råbte som et dement væsen, og til hendes rædsel var hendes orgasme så intens, at hun tissede sig selv! Hun kunne ikke stoppe det! Efterhånden som hver bølge passerede over hende, sprøjtede der mere tisse fra hende! Så snart hendes sanser vendte tilbage, dækkede hun sit ansigt med sin arm og begyndte at græde blidt og vendte sit ansigt ind i puden i forlegenhed. "Hej, hej. Kom nu. Hvad er der i vejen?" Chloe var bekymret, hendes blide stemme kærtegnende og blød. "Jeg sad på din seng," hulkede Marianne.

"Jeg er så flov…". Hun krøllede sig sammen til en bold og dækkede sin nøgenhed så meget som hun kunne. Chloe lo blidt, hvilket fik hende til at føle sig så lille. Hvad fanden havde hun gjort, da hun kom her? Hvis bare hun bare var gået direkte hjem. Chloe strøg hendes nøgne bund med bløde fjerlette berøringer af hendes fingre.

"Du tissede ikke på min seng," hviskede hun. "Du kom så hårdt, at du sprøjtede." Marianne var forundret og vendte sig over for at se sin nye veninde i øjnene. "Jeg gjorde hvad?" sagde hun og tørrede øjnene med fingrene.

"Du sprøjtede," gentog hun. "Du var så tændt, at al den fugt, du producerede, blev skubbet ud." Chloe tog Mariannes hånd og kørte sine fingre hen over sit eget glinsende ansigt og holdt dem så op, så hun kunne se. "Det er ikke dumt, Marianne. Ser du?". Marianne begyndte at indse, at den glatte, glitrende fugt, der nu dækkede hendes egne fingre, bestemt ikke var tisse! "Du har aldrig sprøjtet før, vel?".

Marianne rystede lettet på hovedet. "Nej." hviskede hun. "Aldrig." "Nå," lød svaret sammen med et drilsk smil.

"Vi må hellere sørge for, at det ikke var sidste gang da, hva?"..

Lignende historier