Jagter Foxy

Det er pigernes terrænløb, og min tricky vixen får mig til at løbe rundt.…

🕑 19 minutter minutter Kærlighedshistorier Historier

Der er en ny pige, jeg har set på college, en slående rødhåret, som jeg nogle gange passerer i gangene mellem timerne. Hun tager ikke nogen af ​​mine tre fag, så jeg har endnu ikke haft chancen for at finde ud af hendes navn. Jeg har lagt mærke til hende et par gange nu, hun er en rødhåret udgave af mig på mange måder, hun er lille og petite og holder sig for sig selv ligesom jeg gør. Første gang jeg så den nye pige, var jeg nødt til at vende mig om for at tage et nyt kig på hende og hendes vidunderlige lange hår, tage et par øjeblikke til at beundre de foxy ringlets, der fossede ned ad hendes ryg.

Hun må have fornemmet, at nogen kiggede på hende, for hun vendte sig også om, og jeg kiggede hurtigt væk, før hun havde mulighed for at indse, at det var mine øjne, der havde stirret på hende. Jeg så hende igen den følgende dag, denne gang lod jeg vores øjne mødes, og vi nikkede genkendende til hinanden. Næste gang vores veje krydsedes nikkede vi endnu en gang og begge tilføjede smil til vores hilsen. Dagen efter nikkede vi og smilede og sagde endda "hej" til hinanden.

Vi havde endelig talt sammen, men jeg troede med denne hastighed, at det bliver jul, før jeg får hendes navn at kende. Jeg ved ikke, hvorfor jeg er så genert over hende, eller hvorfor jeg tror, ​​hun kunne være min ven. Det er ikke sådan, at jeg har lyst til hende eller noget, jeg føler mig bare tiltrukket af hende og tænker, at hun kunne være min soulmate, en at dele mine tanker med og lytte til alle mine lidelser. Jeg spekulerer på, hvordan hun egentlig er, og hvor hun bor og hænger ud.

Jeg vil vide alt om hende, hvilken musik hun kan lide, og hvilken slags drenge hun går efter. Jeg vil gerne bruge lidt tid sammen med hende for at tale om hendes drømme og ambitioner. Jeg vil gerne vide hendes yndlingsfarve og hendes stjernetegn. Og af en eller anden mærkelig grund ville jeg elske at vide, om hendes bryster er dækket af fregner såvel som hendes smukke ansigt og næse.

Jeg kunne godt klare mig med en nær ven her, men det er ikke så let, da jeg ikke bliver involveret i nogen college-aktiviteter undtagen én, og det er med Mr. Wilson og hans pige-cross-country-løbeklub. Jeg er god til at løbe, og en gang om ugen tager jeg imod alle deltagere og slår dem alle nemt.

Jeg er et helt minut hurtigere end min nærmeste konkurrent. Jeg har den rigtige konstruktion til den med mit lille stel og gode ben, og jeg har ikke store bryster at slæbe rundt på, som de fleste andre piger har. Vi skal bruge mindst ti for at tilmelde os hver uge, ellers vil hr. Wilson simpelthen ikke gider det næste møde. På en eller anden måde formår vi altid at rasle nok løbere op, og som sædvanlig er jeg den sidste, der skriver mit navn på opslagstavlen.

Mr. Wilson er meget stolt af sin opslagstavle, der er et kort over banen, en liste over hver hurtigste tid, et par billeder, som aldrig overlever drengene, når de skriver frække kommentarer på, og den seneste tilmeldingsformular for ugen. Mens jeg skribler på formularen, er det min tur til at mærke øjnene brænde på mig, og jeg ser mig omkring for at se min rævede mystiske ven stirre på mig.

Vi smiler endnu en gang til hinanden, og hun klukker lidt genert. Dette er min chance, et ideelt øjeblik til at præsentere mig selv, men det øjeblik er gået tabt, da en underviser afbryder hende med nogle papirer, han vil have hende til at se. Jeg blander mig og overlader dem til det, men ikke før vi har udvekslet smil igen og begge vinket lidt, ville en anden ny gestus være venskab.

Da jeg vender tilbage dertil kan jeg ikke undgå at bemærke et nyt navn på løbeklubformularen. "Hazel" er indtastet efter mit navn, og jeg gætter med det samme, at det er min mystiske ven. Hun kunne være god til langrend, jeg har måske en ordentlig løber til at udfordre mig for en gangs skyld. Jeg ser ud til at have Hazel i tankerne hele tiden nu, og det er mærkeligt, hvordan vi altid er så blufærdige over for hinanden.

Vi har haft mere end én chance for at udveksle et par ord, men på en eller anden måde synes vi begge altid at holde os tilbage. Måske lige så godt, forleden dag gik jeg næsten op til hende for at fortælle hende, hvor dejlig jeg synes hun er, det ville have været en mærkelig åbningsbemærkning fra den ene pige til den anden. Mon hun synes jeg er attraktiv? Det gør vel ikke noget, men jeg håber det. Jeg ser hende ikke igen før dagen efter, hvor løbeklubben mødes bagerst i kollegiet. Mit hjerte synker i starten, da der ikke er tegn på Hazel, og hun var ikke i pigernes omklædningsrum, hvor de fleste af os bliver skiftet.

Alle stamgæsterne er dukket op, og sammen udgør vi en flot gruppe unge kvinder, især med Melanie iblandt os, hun er smuk og behandler enhver lejlighed som en chance for at klæde sig ud som en pornostjerne. Jeg er lige ved at komme over chokket over at se Melanie i hendes nye, x-vurderede løbetøj, da Hazel ser ud til at se lys og munter ud i sine små sorte shorts og hvide sportsvest. Hendes lange røde hår er bundet op i et bånd bag hovedet, bortset fra nogle få tråde, som hun er tilbage til at hænge vildt.

Hun ser smukkere ud end nogensinde og endnu mere keltisk med sine arme og skuldre dækket af fregner - så hun kunne få lidt pebret rundt på sine bryster. "Hej, du er Steffanie, ikke?" og det er kun mig hun siger mere end "hej" til. "Hej Hazel." Jeg fortæller heller ikke, hvordan jeg kender hendes navn.

"Jeg hører, du er den bedste løber her," siger hun til mig. "En mile," siger jeg til hende. "Nå, det må vi se," og hun prikker legendeligt til mig, mens hun laver sin udfordring.

Jeg er helt spændt på, at Hazel er dukket op, det samme er hr. Wilson, som elsker det, når et nyt medlem melder sig ind i hans klub. Jeg regner med, at han kommer ud af at have en hel flok piger under sin kontrol. Ikke at han har meget naturlig autoritet over os, han er i sin egen lille verden, men han er sød nok, så vi giver ham aldrig for mange problemer. Han laver sit navneopråb og kontrollerer, at Hazel ved, hvor hun skal hen, og så holder han sin sædvanlige "inspirerende" coachingtale, før han stiller os alle i kø til starten.

"Fang mig, hvis du kan," råber Hazel til mig. Og lige fra af går hun stormende ned ad græsbanen og går alt for hurtigt til det tidlige tempo. Enten er hun helt sur, eller også har hun ingen som helst erfaring med terrænløb. Hun vil snart brænde sig selv ud med den hastighed, men hun fortsætter i sit hektiske tempo og på ingen tid overhovedet er hun et betydeligt stykke foran feltet.

Jeg traver sammen med flokken i vores sædvanlige hastighed, og vi bruger alle Melanie som vores tidlige pacemaker. Jeg er lige bag hende, og mangen en fyr ville betale gode penge for det syn, jeg har af hendes bagdel. Hun er virkelig gået efter det i denne uge i sine nye små stramme shorts, fast besluttet på som altid at hænge på sin krone som den hotteste af alle college-babes. Melanie er meget sexet og smuk og alt muligt, men hun ville ikke være min type, hvis jeg var en fyr. Min type ville være en pige mere som Hazel, den mere betænksomme slags pige, som jeg kunne vise mine sande følelser til og være romantisk med.

Jeg tror på den måde, at jeg ville have det bedste fra begge verdener, da de siger, at de stille er de hotteste i sengen. Og fyre elsker det ikke? Vi forlader universitetsområdet, og Hazel øger stadig hurtigt sin fordel. Op og ned af de bølgende høje på den næste mark går vi, mens jeg løber i rytme nu til de hypnotiske slingre af Melanies røvkind foran mig. Da vi er gennem den lille krat, begynder jeg at miste Hazel af syne.

Hun kører stadig alt for hurtigt, og om en halv mil eller deromkring løber vi uden tvivl forbi hendes udbrændte krop. Der er slet ingen tegn på min nye ræveven, når vi krydser Lime Tree Avenue, på vej bag de store fancy huse. Melanie beslutter sig for at sætte farten lidt op, hun speeder endnu mere op, når vi rammer åbent land og tackler den lange langsomme stigning omkring de nypløjede marker. Det er vanvittigt, vi når turen hjem, og vi har endnu ikke fået et glimt af Hazel foran os.

Melanies bagdel hopper rundt, men hendes tempo er stadig ikke nok. Jeg beslutter, at jeg hellere må bryde tidligt og let glide forbi den sexede college-dronning og køre mig selv hårdere, end jeg nogensinde har gjort for at vinde. "Gå og hent hende Steffi," råber Melanie, da jeg passerer hende. Jeg synes, det er så sødt af Melanie at sige det og tilbyde mig sin støtte, måske får jeg to nye venner i dag.

Melanie er en tøs, men hun er fuld af hjerte, hun har aldrig et ondt ord at sige om nogen. Hun prøver så meget, og jeg har lidt ondt af hende, da hun altid kommer sidst hver uge. De andre piger reagerer på mit udbrud og forsøger at følge med mig. Vi bliver alle ansporet i jagten på vores ræv, vi går alle meget hurtigere end normalt. Alle vil være med i handlingen og se, om jeg kan hamle op med den undvigende vixen.

Vi går igen ad Lime Tree Avenue, denne gang passerer vi langs forsiden af ​​de store rækkehuse. Jeg begynder at trække mig et godt stykke væk fra flokken, da vi når det sidste ben, tilbage på sporet, hvor vi startede fra. Jeg drejer et hjørne, og der er hun, et par hundrede meter eller deromkring foran mig ser jeg Hazel, hun står i kratten og ser tilbage, som om hun har ventet på mig. Så snart hun ser mig vinker hun og løber hjem. Det her er ikke rigtigt, hun kan umuligt være nået derhen, hvor hun er uden at være utro, men jeg er fast besluttet på stadig at slå min smarte nye ven.

Jeg bliver drevet videre af hendes åbenlyse skullduggery, og jeg æder mig i hendes føring for hvert skridt, jeg tager. Jeg lukker hullet, men jeg er ved at løbe forpustet, og der er kun to felter tilbage. Hun kører stadig ret hurtigt, og jeg indser, at jeg ikke kan fange hende, der er ikke nok tilbage af banen, og Mr.

Wilson er ude af sig selv af spænding, da Hazel ankommer til målet. "Herregud Hazel, det er… det er en ny universitetsrekord!" Hun falder forpustet sammen for hans fødder, hvor jeg også falder sammen, så snart jeg kommer bag hende. Jeg har aldrig været så udmattet.

"Din bedste nogensinde Steffanie!" siger en begejstret hr. Wilson. De andre piger tropper ind én efter én, alle med en personlig rekord annonceret af vores træner. Hans entusiasme er smittende, og der er en del sus i pigernes terrænløbsklub. Der er kun Melanie tilbage, og selv hun kommer til at smadre sin bedste tid.

"C'mon on Melanie, c'mon," råber vi alle og skriger for at opmuntre hendes hjem. Hun giver det alt, hvad hun har, hendes store bryster slingrer op og ned, mens hun kæmper med. Hun er helt brugt på at velsigne hende, men der er ingen måde, hun giver op. Hun er kun et par meter tilbage, og vi er alle så begejstrede for hende, da hun endelig får sin nye rekordtid.

"Godt gået piger, godt gået," udbryder Mr. Wilson. "Sikke en fantastisk dag vi alle har." Alle pigerne er glade for deres nye bedste tider, og de fleste af dem er vel hemmeligt glade for, at jeg endelig har mødt min match i Hazel. De tror alle, at Hazel vandt retfærdigt, ingen af ​​dem så hende stå i kassen, og jeg er den eneste, der er klar over, at hun var utro. Jeg er ikke i tvivl om, at hun var utro, men jeg kan ikke finde ud af hvor.

Der er ingen steder at genveje banen, som jeg kan komme i tanke om, undtagen… bortset fra de store huse på Lime Tree Avenue, men de er alle på en terrasse, og deres bagvægge er så høje og uigennemtrængelige. Så det kan ikke være der, der skal være en genvej et andet sted, som jeg aldrig har lagt mærke til før. Alle undtagen Hazel og jeg rejser tilbage til college, med Mr. Wilson ivrig efter at annoncere Hazels fantastiske nye rekordtid på hans opslagstavle.

Den stakkels, triste mand mistænker ikke et minut, at hendes såkaldte præstation udelukkende er en illusion. "Jeg er nødt til at ringe til Amtet, skrive dig ind i regionals Hazel," siger han, før han går. "Åh Gud," hvisker Hazel. "Godt?" Jeg spørger hende, når alle er gået. "Jamen hvad?" "Hvor har du snydt?" "Det har jeg aldrig gjort," siger hun grinende.

Hun ved godt, at jeg er klar over, at hun lyver, men hun vil ikke indrømme, at hun var utro. Hun irriterer mig ved ikke at eje op, men samtidig nyder jeg den sjove måde, vi har fundet vores nye venskab på. Hun bliver ved med at drille mig med at vinde løbet, og jeg vil ikke lade det falde af, at jeg ved, at hun kortlægger banen.

"Jeg kører kapløb med dig igen," siger hun. "Jeg vil bevise, at jeg er den hurtigste." "Hvorhen?" spørger jeg hende. "Tilbage til mit hus," foreslår hun. "Hvor er det?" "Lime Tree Avenue selvfølgelig," og den frække lille ræv er af sted igen. "Kom så blondie fang mig," og hun har allerede givet sig selv et forspring.

Jeg vidste det. Jeg er snart efter hende, men jeg bliver nødt til at presse mig selv hårdt med mine trætte ben, hun har så meget mere energi tilbage, da hun snød i det første løb. Hun er halvtreds meter foran, da vi når stranden, jeg holder kontakten, men jeg mister hurtigt min tro på, at jeg kan fange hende. Det er som at jagte skygger, at jagte denne smarte slyngel, og mine ben føles tunge, og jeg vil gerne give op.

"Hazel stop," råber jeg efter hende, men hun bliver ved og går rundt på bagsiden af ​​Lime Tree Avenue. Jeg er nødt til at blive ved med at løbe, hvis bare for at se, hvor hun går hen. Hun løber lidt længere, inden hun stopper, og jeg forventer, at hun gør en stor del af sin seneste sejr.

I stedet vender hun sig smilende mod mig og trækker en nøgle på en snor ud af sin barm. Hun vinker med den til mig og forsvinder så gennem en havedør af træ. Jeg kan ikke vente med at indhente hende. Jeg er dog smadret nu og tager mig tid til at gå op til og gennem hendes haveport.

Der er ingen tegn på hende, hun er forsvundet igen, hun kan ikke være langt væk og så hører jeg hende lukke og låse havedøren bag mig. "Fang dig endelig," siger hun med et stort smil på læben. "Jeg troede, jeg skulle fange dig?" Hun svarer mig ikke, i stedet befrier hun sit hår fra dets bånd og trævler ud og kaster sin dejlige lange røde manke. Hun ser yndig ud, da hun går hen til mig og lægger begge hænder på mine skuldre.

"Du er sådan en dum blondine Steffanie," siger hun til mig. "Nej det er jeg ikke, jeg vidste, du var utro." Jeg er ret såret, min nye ven synes, jeg er dum. "Undskyld søde, men jeg talte ikke om løbet." "Hvad talte du om dengang?" "Det her, min elskede," og hun kysser mig på kinden.

Det er et langt kys, eller rettere en masse små, da hendes læber bevæger sig kys for kys til min hals. Mens hun kysser mig, fjerner hun mit hårbånd og kører sine fingre gennem mit blonde hår. Jeg føler mig pludselig fanget her i denne have med ræven, jeg jagtede, nu er bordet vendt, og det ser ud til, at det hele tiden var mig, der virkelig var stenbruddet.

Jeg vil dog ikke flygte fra hende, hendes læber føles dejlige på min hals, og hun dufter guddommeligt på trods af vores sved. Da hun holder op med at kysse mig, holder hun mig tættere på, og jeg mærker vores bryster presses sammen. Hun har sådan et dejligt smil, og hendes brune øjne er alle fulde af kærlighed og lykke. Hun tilpasser mit hår og trækker nogle tråde væk, der klæber til min varme, fugtige pande. "Du forstår det stadig ikke rigtig, min skat?" spørger hun mig.

"Jeg tror, ​​jeg gør Hazel." Jeg får noget godt, men det er så mærkeligt og uventet. "Åh Steffanie," siger hun. "Kom ind i huset, så henter vi nogle drinks," Der er ingen kommentar fra hende om hendes lille stykke luskede tricks, der er virkelig ingen brug for det, da det altid var så indlysende. Det var dog sjovt, hun må have planlagt det hele, og hun fik mig i gang i et stykke tid. Hun har fået mig i gang igen nu, med den måde hun opfører sig på og de intime ord, hun tiltaler mig med.

"Kom nu, vær ikke genert min elskede," og hun fører mig i hånden op til hendes hus. "Der er ingen her, mine forældre er på ferie," siger hun til mig. Huset er dejligt med højt til loftet og køkkenet er hyggeligt på trods af at det er det største jeg nogensinde har set.

Hazel skænker os noget limonade og begynder at klæde sig af lige foran mig. Hun er overhovedet ikke genert over for mig nu, og hun har til hensigt at vaske sit svedige løbesæt. Af kommer alt, inklusive bh og trusser, og hun ser så sød ud, da hun kæmper splitternøgen med vaskemaskinens låge.

"Nå, kom nu, tag af, så vasker jeg også dine ting," siger hun til mig. "Jeg…" "Hvad er der galt, skal du være et andet sted?" "Nej jeg…" "Jamen du kan ikke beholde de ildelugtende ting på." Hun har ret, men situationen føles mildt sagt lidt usædvanlig. Der er dog ingen grund til at være beskeden, så jeg begynder at tage af og aflevere mit svedige kit.

Når jeg er nøgen, vil jeg instinktivt dække min bare fisse og bryster med mine hænder, men hun er ikke bekymret for vores nøgenhed, så jeg ville kun føle mig dum, hvis jeg gjorde det. "Denne maskine tørrer også," informerer hun mig, mens hun tilføjer pulver og derefter indstiller skiven. Da hun er færdig med at ordne vasketøjet, står hun helt foran mig, og jeg får mit svar på, om hun har fregner på sine bryster.

Jeg kan ikke fjerne øjnene fra hendes lille barm. "Hvad er der nu galt?" spørger Hazel mig. "Dine bryster." "Hvad med dem?" "De har ingen fregner." "Så? Kan du ikke lide mine fregner?" "Nej. Jeg mener ja.

Det er det ikke. Jeg har spekuleret på, hvordan dine bryster ser ud." "Virkelig? Har du?" og hun er glad og smigret over at høre det. Jeg mente det ikke sådan.

Jeg ved ikke, hvordan jeg mente det. Men jeg har tænkt på hendes bryster, og nu hvor jeg kan se dem, vil jeg gerne røre ved dem. Mere end det, jeg føler, at jeg gerne vil die på dem og kende dem mere indgående. Jeg ved ikke hvorfor, jeg synes bare, de er så dejlige.

"Kan du så lide mine bryster?" spørger hun mig. "De er smukke." "Tak. Det er din også." Hun går hen til mig, og mine øjne er over hele hendes vidunderlige krop. Hendes rævede fisse, hendes glatte blege hud, de bløde blide kurver af hendes feminine hofter, og selvfølgelig de himmelske barme.

Når hun står direkte i foran mig tager hun min hånd og lægger den på et af hendes bryster. Meget langsomt sætter jeg hånden op for at mærke det bløde kød, og jeg gisper af fornøjelsen af ​​at røre ved hende. "Jeg har også tænkt på dig," hun fortæller mig. Hun mærker og kærtegner mine bryster, mens hun gør så små stød løber ned ad min rygrad. Jeg stivner og spænder, men slapper så af med et suk.

Hendes berøring er så delikat og blid, hun læner sig langsomt frem og åbner munden for at kysse mig, vores læber er brøkdele fra hinanden, og vores vejrtrækning er anstrengt og tung. Jeg tror, ​​jeg er ved at besvime. Det er alt for meget. Da hendes mund møder min, er jeg frosset i rummet og kan ikke reagere. Jeg behøver ikke at svare, Hazels læber kysser og kun spidsen af ​​hendes tunge kommer ind i min mund.

Hendes kys ophidser og optager mig, hendes læber trækker mig ind i en helt ny verden af ​​blødhed og skønhed. Jeg føler mig fortabt på dette fortryllende nye sted, og kun Hazel kan guide mig. "Vil du kysse mine bryster Steffanie?" Hun inviterer mig til at træde længere ind i denne vidunderlige bløde himmel, og jeg kan ikke svare hende med ord, selvom jeg gerne vil.

Alt, hvad jeg kan gøre, er at nikke febrilsk med hovedet som et lille, ophidset barn. Hazel smiler, hun lægger en hånd bag mit hoved og sænker mig forsigtigt ned til hendes barm. "Nu forstår du os, gør du ikke min elskede?" Jeg nikker endnu en gang, mens jeg sutter på hendes brystvorte. Jeg forstår alt nu og ønsker ikke at vende tilbage, jeg vil have Hazel til at føre mig dybere ind i denne lyksalighed.

"Kan du bo hos mig i nat Steffanie?" Mit sind flyder med tanker om, hvilke yderligere glæder hun har i vente for os, og det føles som en evighed, før jeg kan finde ordene til at besvare hendes nye fristelse. Hazel afventer tålmodigt mit svar, hendes hånd kærtegner mit hoved, mens jeg står bøjet foran hende, stadig med ansigtet mod hendes bryst. Det her er så smukt, jeg ønsker at blive her for evigt, smelte sammen med min nye elsker og nyde denne nye form for kærlighed. "Jeg bliver nødt til at ringe til min søster. Lad hende vide, at jeg bor hos en veninde." "Vi kommer til at være meget mere end vennerne Steffanie." "Jeg ved det.

Vil du lære mig Hazel? Lær mig, hvordan man bliver din?" "Selvfølgelig vil jeg min kærlighed." Og min foxy elsker er allerede begyndt på min første lektion. steffanie xxx..

Lignende historier