Jeg vampyr, (Ezekiel) en levende død krop. Selvmodsigende, men det er jeg også. Selvom jeg har en lugtende moskus om mit kød. Min personlighed er en gentleman med fuld kontrol over sin fornuft.
Nogle omtaler mig som en byld på menneskehedens røv-ende. Når jeg bor i en grav, en portmanteau eller en coupé fra 1947, suger jeg blod fra de levende. Nærer af og til min hungende lyst med tomataspic.
En placebo for de gode ting. Så i virkeligheden er jeg en hybrid vampyr. Aspic sænker nedbrydnings- og rustprocessen, som har ramt mange af mine venner.
Jeg er underverdenens androgyni. Ofte siger min samvittighed, en lille kirkemus, mig: "Jeg er fucked." "Hej Ezekiel!" "Vot yu vont?" "Du er lidt fucked." Jeg var lige blevet en engel med min søde maskulinitet. "Hun efterlod sin harpe i San Francisco," da hun opgav broen til Oakland.
Kun for at lade mig lege i hendes terrin og hendes lille lyserøde (kusse) tøffel. Hun havde for nylig passeret "The Pearly Gates" og var nu på.